Pyha!

Noget jeg ikke har fortalt om, er mit møde med det amerikanske sundhedssystem! Bare lige hurtigt for at tage al bekymringen i opløbet, så er/var det ikke mig, der var noget galt med, men derimod min italienske værtssøster Claudia! Og igen, for at berolige jer, så har hun det fint nu og alt er godt! Jeg var bare lidt sløv til at skrive om det, da mine forældre først skulle have det af vide, før det kom ind her. Men til sagen - D. 18. november blev jeg kaldt fra mit homeroom/study hall hen til kontoret. Er aldrig blevet kaldt til kontoret, og det er normalt kun hvis du har gjort noget galt, at du bliver sendt derhen. Jeg gik derfor til kontoret, hvor jeg blev henvist til gymnastiksalen, hvor de sagde, at skolesygeplejersken ville tale med mig. Jeg var snot forvirret over, hvad hun ville tale med mig om, men ’of I went’! Lige så snart jeg kom ind i gymnastiksalen, kunne jeg se at der var noget galt - min søster sad i en rullestol og min værtsfar sad sammen med sygeplejersken og prøvede at arbejde med hendes ben. 

     Vi fik hende rullet udenfor og forsøgte at få hende ind i vores bil, hvilket skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Jeg blev fortalt, at hun havde forskubbet hendes underben ud fra hendes knæ, så det var ude af placering - det var poppet ud, imens hun spillede ultimate/løb (håber det giver bare en lille smule mening - på engelsk siger man bare 'that she dislocated her knee', meget nemmere). Dette medførte, at hun slet ikke kunne stå op, og vi stod ca. ud på parkeringspladsen, i næsten intet tøj, i 30 minutter i 5 graders varme/kulde. Hun ville ikke ind i bilen, men pga. omkostninger ved at tilkalde en ambulance ville være meget høje, ville hun også gerne undgå at ringe efter en ambulance. Til sidst var vi alle meget frustrerede - hun var så stædig og råbte og skreg hele tiden, selv uden at vi gjorde noget, hvilket gjorde hele situationen meget anspændt. Hun tænkte på ingen måde klart, så vi endte med at tilkalde en ambulance og så kørte vi ellers til Manchester Medical Center. Her fik hun så noget smertestillende og taget nogle røntgenbilleder som ikke så godt ud. Først ville de have os til Nashville, fordi de ikke kunne sætte hendes ben på plads, men doktoren gav det et sidste forsøg, hvilket lykkedes. Hun var så afslappet og kunne ikke føle noget, så det var nemmere for ham at sætte det på plads. Herfra tog vi så hjem, jeg fik lige taget billeder med svømmeholdet, som selvfølgelig var samme dag. Dog efter nogle uger efter ulykken besluttede doktoren, at hendes knæ var så dårligt, at hun blev nød til at have en operation, som hun så havde d. 18. december. Jeg var sammen med min værtsfar sammen med hende på hospitalet for at støtte hende. Operationen tog en time, men selvfølgelig var kirugen en time forsinket, så vi kom først hjem kl. 16. 

     Nu har hun det rigtig godt og er netop blevet færdig med hendes 4 ugers genoptræning og hun kan stort set gøre alt hvad hun vil, men hun skal bare have en støtte bind på, når hun træner. Hun går næsten helt normalt, men nu vil vi gerne komme videre. Det mest uhyggelige omkring det hele, hvis man kan kalde dét det, er, at jeg ved hvor anderledes, jeg ville have håndteret det hele, hvis jeg havde været hjemme i Danmark. Jeg ville ikke havde blinket et sekund om ringe efter en ambulance, men pga. prisen for en ambulance ligger på omkring $800 herovre, er det dét sidste man vil gøre. Dog har forsikringen gennem vores organisation taget det meste af det, og hun skal kun betale en minimal del af det hele. Det er bare uhyggeligt, hvor meget sundhedsforsikringer dominere det hele, og det er alt sammen et spørgsmål om man har råd til det, og ikke om at man bare skal blive rask igen. Men nu er det hele så tæt på normalt som det kan blive, vi er kommet videre i vores liv og Claudia har kun brug for at træne knæet lidt og så skulle hun være så god som ny. 

Nadja