Pyha!

Noget jeg ikke har fortalt om, er mit møde med det amerikanske sundhedssystem! Bare lige hurtigt for at tage al bekymringen i opløbet, så er/var det ikke mig, der var noget galt med, men derimod min italienske værtssøster Claudia! Og igen, for at berolige jer, så har hun det fint nu og alt er godt! Jeg var bare lidt sløv til at skrive om det, da mine forældre først skulle have det af vide, før det kom ind her. Men til sagen - D. 18. november blev jeg kaldt fra mit homeroom/study hall hen til kontoret. Er aldrig blevet kaldt til kontoret, og det er normalt kun hvis du har gjort noget galt, at du bliver sendt derhen. Jeg gik derfor til kontoret, hvor jeg blev henvist til gymnastiksalen, hvor de sagde, at skolesygeplejersken ville tale med mig. Jeg var snot forvirret over, hvad hun ville tale med mig om, men ’of I went’! Lige så snart jeg kom ind i gymnastiksalen, kunne jeg se at der var noget galt - min søster sad i en rullestol og min værtsfar sad sammen med sygeplejersken og prøvede at arbejde med hendes ben. 

     Vi fik hende rullet udenfor og forsøgte at få hende ind i vores bil, hvilket skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Jeg blev fortalt, at hun havde forskubbet hendes underben ud fra hendes knæ, så det var ude af placering - det var poppet ud, imens hun spillede ultimate/løb (håber det giver bare en lille smule mening - på engelsk siger man bare 'that she dislocated her knee', meget nemmere). Dette medførte, at hun slet ikke kunne stå op, og vi stod ca. ud på parkeringspladsen, i næsten intet tøj, i 30 minutter i 5 graders varme/kulde. Hun ville ikke ind i bilen, men pga. omkostninger ved at tilkalde en ambulance ville være meget høje, ville hun også gerne undgå at ringe efter en ambulance. Til sidst var vi alle meget frustrerede - hun var så stædig og råbte og skreg hele tiden, selv uden at vi gjorde noget, hvilket gjorde hele situationen meget anspændt. Hun tænkte på ingen måde klart, så vi endte med at tilkalde en ambulance og så kørte vi ellers til Manchester Medical Center. Her fik hun så noget smertestillende og taget nogle røntgenbilleder som ikke så godt ud. Først ville de have os til Nashville, fordi de ikke kunne sætte hendes ben på plads, men doktoren gav det et sidste forsøg, hvilket lykkedes. Hun var så afslappet og kunne ikke føle noget, så det var nemmere for ham at sætte det på plads. Herfra tog vi så hjem, jeg fik lige taget billeder med svømmeholdet, som selvfølgelig var samme dag. Dog efter nogle uger efter ulykken besluttede doktoren, at hendes knæ var så dårligt, at hun blev nød til at have en operation, som hun så havde d. 18. december. Jeg var sammen med min værtsfar sammen med hende på hospitalet for at støtte hende. Operationen tog en time, men selvfølgelig var kirugen en time forsinket, så vi kom først hjem kl. 16. 

     Nu har hun det rigtig godt og er netop blevet færdig med hendes 4 ugers genoptræning og hun kan stort set gøre alt hvad hun vil, men hun skal bare have en støtte bind på, når hun træner. Hun går næsten helt normalt, men nu vil vi gerne komme videre. Det mest uhyggelige omkring det hele, hvis man kan kalde dét det, er, at jeg ved hvor anderledes, jeg ville have håndteret det hele, hvis jeg havde været hjemme i Danmark. Jeg ville ikke havde blinket et sekund om ringe efter en ambulance, men pga. prisen for en ambulance ligger på omkring $800 herovre, er det dét sidste man vil gøre. Dog har forsikringen gennem vores organisation taget det meste af det, og hun skal kun betale en minimal del af det hele. Det er bare uhyggeligt, hvor meget sundhedsforsikringer dominere det hele, og det er alt sammen et spørgsmål om man har råd til det, og ikke om at man bare skal blive rask igen. Men nu er det hele så tæt på normalt som det kan blive, vi er kommet videre i vores liv og Claudia har kun brug for at træne knæet lidt og så skulle hun være så god som ny. 

Nadja 

Tuberkulose test og tom snak

En undskyldning har jeg ikke tænkt mig at komme med, men derfor vil jeg da beklage, at jeg ikke fik skrevet kort efter min tuberkulose test... Men sådan er det bare, og det må vi alle leve med - med mindre der findes en tidsmaskine, så ville det være fint!

Til testen - Jeg fik taget en tuberkulose/mantoux test på Næstved sygehus d. 17. marts. Her fik jeg sprøjtet en lille smule væske ind under huden, som skabte en lille bule. Jeg skulle så til tjek d. 20 - tre dage efter. Hvis jeg havde haft tuberkulose ville den lille bule været hævet, men allerede om aftenen da jeg fik indsprøjtningen kunne man ikke se noget, og jeg var næsten helt i tvivl om i hvilken arm jeg enlig havde fået lavet det. Men som der blev sagt, da jeg fik indsprøjtningen - "altid i venstre arm". Jeg nåede da heller ikke mere end lige ind på sygeplejerskens kontor, før jeg fik lov til at gå igen! Så ingen tuberkulose til mig, ja tak.

Nu går tiden jo stille og roligt, og tiden til min afgang imod USA kommer nærmere og nærmere for hver dag. Der er 20 dage til forberedelsesmøde i KBH, og kort efter begynder eksamenerne og så kommer tiden derfra bare til at flyve afsted. Glæder mig så vildt meget! - Eller jeg glæder mig, men ikke fuldt ud, men de skyldes mest af alt at jeg endnu ikke har fået en familie. Suk... Går bare og venter, og hver gang min eller vores fastnettelefon ringer får jeg et kæmpe chok, og jeg bliver bare spændt ved tanken om, hvem der ringer. 

Håber at jeg ikke er den eneste der sidder uden familie - hvilket jeg dog formoder siden vi stadig er et stykke fra sommer, men vi må bare holde hovedet højt! De bedste ting sker, når man mindst venter det! :D

Hyg jer til næste gang

Nadja

P.s. Hvis der sidder en Celine og læser, der har kommenteret mine 'andre udvekslingsstudenter', så kan jeg altså ikke se din kommentar. Hvis du ville linke til din blog i en anden kommentar, så ville det være genialt :D  

Enden på papirarbejdet...

Så var det ved at være tid til at høre noget fra mig, og det skal i selvfølgelig ikke snydes for. D. 17 februar fik jeg sendt min lægeerklæring til MyEducation - efter at den havde ligget i stilstand hjemme hos mig i 2 uger, hvor jeg ikke havde fået taget sammen til at få mine forældre til at skrive den under og sende den afsted - lille ups. Men skidt pyt. Jeg fik hurtigt svar tilbage, at jeg skulle have taget en vaccine (Di-tek-ki), som jeg dog allerede var klar over, at jeg manglede, og som jeg skulle have lavet d. 24 sammen med min anden omgang hepatitis B vaccine.
Så afsted jeg måtte til lægen, og en dag efter fik jeg sendt et scan af mine vaccinationer afsted + mit nye pas (er der en naturlov, der bestemmer at pasfotos skal være grimme? jeg spørger bare, for alle mine er, ja, ikke just kønne).
    Og så kom den dejlige nyhed - Jeg fik mail tilbage fra MyEducation om, at mine papirer nu ligger i USA, og at de er begyndt at finde min familie. Yeah! Kan ikke vente til at finde ud af, hos hvem jeg skal bo hos det kommende år, og det er meget mærkeligt hele tiden at gå rundt med en stor uvished om, hvor man skal være. Det er sku svært at se frem til noget man ikke kender endnu helt præcist, må jeg sige - men til tider er ekstasen over at jeg skal af sted ikke til at leve med.
     Dog støder jeg tit på den tanke med: 'det kommer jeg ikke til at opleve i Danmark', 'det kommer min familie til at gøre uden mig', 'det kommer jeg til at gå glip af'. Dog er jeg ikke ked af det, jeg kommer til at opleve så meget andet, men det er bare underligt at tænke på, at man ikke er i landet om et halvt år.
     Der stod også i mailen, at jeg skulle forberede mig til, hvad jeg ville have lyst til at spørge min kommende familie om - hvis de ringede, som det første! Jep, det er rigtigt. Nogle familier ringer inden at eleven har fået deres placering af vide fra deres organisation, så de får de direkte besked fra familien. Ikke noget jeg just er glad for, da jeg nok mest af alt vil gå lidt i baglås og ikke kunne finde hoved og hale på det hele, og heller ikke vide hvad jeg skulle sige i sådan en situation - jeg skal nok lige have lidt tid til at lade det falde ind, før jeg vil have det godt med at snakke med dem.
     Så nu er det bare med at vente til at det gyldne opkald kommer, og jeg får af vide at jeg skal til Nordkorea i stedet... :)

Håber i nyder liv, og har det godt
Mange hilsner
Nadja

Ansøgningspakke og blodprøve

Hey Peeps!

Er kommet i noget bedre humør end mit sidste indlæg,  hvilket jeg håber vil smitte af på dette indlæg,  så det ikke bliver lige så forfærdeligt som det sidste.

D. 15. Januar sendte jeg min ansøgningspakke afsted med mail(dog uden lægeerklæring pga. problemer). Det tog virkelig lang tid at scanne alle papirerne ind med vores scanner, og hvis jeg havde planlagt det noget bedre kunne min mor havde scannet det hele på 5 sek på hendes arbejde. Suk... Men afsted kom det, og i dag fik jeg postet tingene (Har ikke kun e tage mig selv sammen til det før), så håber snart at høre noget fra kontoret.  Det er dejligt at have det ude af verden, dog er lægen på stand by, men lige nu føles det om såååå lang tid at jeg skal stå i Kastrup og sige farvel. Det føles også mærkeligt ikke at kunne sætte en dato på hvornår jeg får familie etc. Vil bare afsted nu!

Jeg har også været hos lægen for at få taget en blodprøve. Da vi ikke kan huske eller finde ud af hvornår jeg havde skoldkopper (MED DATO!), har jeg fået taget en blodprøve for at bevise atistoffer i min krop imod skoldkopper.  Hun startede først med at stikke forkert, så hun måtte stikke mig to gange for at få mit blod. Jeg kiggede på intet tidspunkt da hun tog prøven, da jeg har hørt om flere der er besvimede. Den strategi lykkedes og jeg fik det ikke tilnærmelsesvis dårligt. Det tog så kort tid at det var helt latterligt - hvorfor skulle jeg så være der ude kl. 7:10?? Alt for tidligt til en 3 minutters konsultation. Hihi

Ha' en fantastisk dag
Nadja