Hvad blev der af tiden?

Efter at have trippet siden d. 1. marts for flybiletter hjem, fik jeg dem (endelig) d. 27. marts. Så jeg kan nu sige at jeg lander på dansk jord igen d. 1. juni, 2015, kl. 14:45 efter at have været langt hjemme fra i præcist 10 måneder.

Claudia skal flyve hjem dagen før mig, så det kommer til at være virkelig mærkeligt at være her uden hende og sige farvel til hende, vel vidende at hvad hun går igennem, skal jeg igennem den næste dag. Hun skal flyve om morgenen og jeg om aftenen den efterfølgende dag, så hun ankommer i Italien om morgenen og ikke ligesom mig om eftermiddagen i Danmark.

Det er en splittet følelse jeg har, efter nu at have modtaget mine billetter hjem, der cementerer at det hele er ved at komme til en ende. På den ene side kan jeg ikke vente med at se min familie igen og give dem et stort kram, men der stopper det hele også. For på den anden side er tanken om at forlade Tennessee og min nye familie skræmmende og fyldt med en masse ubekendte faktorer. Hvornår kommer jeg tilbage, vil jeg nogensinde komme tilbage, kan jeg holde kontakten med dem, hvornår vil jeg se Claudia igen og en masse andet. Ville næsten bare ønske, at jeg kunne flyve hjem og besøge Danmark, og så vende tilbage til Manchester efter et stykke tid. Som min værtsfar har sagt: "Din mor har haft dig i 16 år, så nu får vi lov til at have dig de næste 16 år". Det lyder måske lidt ondt overfor min danske familie, men de her mennesker betyder så meget for mig, at tanken om at komme hjem til et helt normalt liv i Danmark, virker så fjernt. Jeg elsker begge mine familier himmelhøjt, og ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden nogen af dem, samt min nye søster i Italien. Det bliver underligt ikke at have en søster på ens egen alder men 2 mindre brødre, som man skal tilbage at være storesøster for. Men tiden nærmer sig med uhyggelig hurtige skridt, og jeg prøver så småt at vænne mig til tanken om ikke at være i Tennessee mere. Kan stadig huske da jeg fik at vide at jeg skulle til Tennessee, ja bare det at blive valgt til at deltage i programmet. Følelsen om at der stadig var en million år inden det hele gik løs og det kunne ikke gå for stærkt - hvorimod tiden godt kunne stå stille nu. Eller i starten af året hvor alting stadig var fremmet og underligt til nu at være helt normalt. Tiden i USA virkede endeløs og nu er der kun 1 måned tilbage, som kommer til at flyve afsted med lynets hastighed. Men kan kun sige, at jeg er uendelig glad for at have fået denne chance. Det, at en familie kan virke så fremmede, når man først ankommer, og så hurtigt blive familie og nogle man sætter stort pris på, er utrolig. Jeg ville aldrig havde været foruden denne oplevelse! Dog har jeg jo stadig 1 måned tilbage i dette skønne sted, som helt sikkert ikke skal spilles! Jeg vil nyde den næste tid fuldt ud og bare være til stede hér for jeg får det aldrig tilbage igen.

Turen går til...

Jeg undskylder meget, at jeg har forsømt denne her blog så meget på det sidste. Når man skriver til ens læsere, at de skal "stay tuned", så går det ikke, at man først kommer med det forventede indlæg 3 uger + det løse bagefter. Men som alle i 9. klasse fik jeg en kold klud i hovedet der hedder eksamener og forberedelse, så jeg håber, at i vil tilgive mig. Skal nok stoppe med dårlige undskyldninger for nu...  For som overskriften mellem linjerne indikerer, ved jeg nu hvor min tur i USA går hen - Tennessee! Det er sådan en stor lettelse at jeg nu ved det, og efter 3 uger ved i det også nu :D 

   Måden jeg fik det at vide på, var jeg ikke selv forberedt på, men jeg vidste godt, at det kunne hænde for nogen. Var bare ikke klar på at denne nogen kunne være mig selv... Jeg blev nemlig kontaktet direkte af min familie per mail. Tirsdag morgen d. 6. maj, hvor jeg skulle til skriftlig fremstilling i dansk, imens jeg stort set var på vej ud af døren, tjekker jeg min mail. Jeg har fået en mail fra en ukendt mailadresse, så jeg tjekker det ud, og efter at have læst den først linje, og hurtigt, uden at læse, scrollet ned i bunden af mail, bryder jeg ud i tåre. Det er en lang mail fra min kommende værtsmor, og da min (biologiske…) mor kommer ind i lokalet, og jeg omfavner hende, græder og hopper og danser bliver hun helt paf. Først efter at hun selv ser noget af beskeden fatter hun, hvad der er sket, og resten af dagen kunne jeg ikke tænke på andet - fedt at man så skulle være hårdt koncentreret om noget så kedeligt, men vigtigt dansk, i 3½ time...

  

Starten på mailen fra min værstfamilie - Emnet for mailen var "Greetings from America!!!"

Min mor ringer til MyEducation for at hører ad, om det kan være rigtigt, at jeg har fået en familie. Man får nemlig, lige så snart de ved, at man er blevet placeret, officielle dokumenter omkring familien, som jeg jo på det tidspunkt ikke havde. De siger at så længe jeg ikke ved noget, så ved de heller ikke noget, men i dette tilfælde vidste jeg noget, før at jeg havde fået det at vide igennem MyEducation. Dog kunne Marianne fortælle, at de ikke havde nogen papirer på, at jeg skulle have fået en familie, så hun kunne desværre ikke bekræfte min placering. Senere hen ringede hun så - dokumenterne var lige kommet, og det var rigtig nok, - Jeg skal til Tennessee.

    Jeg har så senere hen snakket med dem over Skype - en samtale der varede 2 timer, og som var fuld af en smule akavet stilhed, men jeg er virkelig glad for dem, og de virker som jordens sødeste mennesker. Et tip til dem der skal snakke med deres værtfamilie for første gang - forberede spørgsmål i god tid, og ikke som mig 15 minutter før samtalen. Det vil sikre at I har en del mere at snakke om, da du kan huske alle dine spørgsmål - så man ikke sidder med dem tilbage, når samtalen er slut, og samtalen flyder på den måde :D Min værtsfamilie havde fået at vide at de først skulle kontakte mig den næste dag, altså dagen efter at de enlig sendte den, men de kom til den konklusion, at når jeg så den så ville det alligevel være den næste dag, så de sendte den af sted lidt før. Derfor var de før ude en MyEducation 

Min stat! Tennessee

TN State flag. De tre stjerne repræsentere de tre dele af Tennesse - East, Middle og West Tennessee

Der kommer et andet indlæg om min familie etc., men da dette indlæg er blevet lang allerede stopper jeg her :D 

Så for nu - Ha' det godt 

Nadja

Tuberkulose test og tom snak

En undskyldning har jeg ikke tænkt mig at komme med, men derfor vil jeg da beklage, at jeg ikke fik skrevet kort efter min tuberkulose test... Men sådan er det bare, og det må vi alle leve med - med mindre der findes en tidsmaskine, så ville det være fint!

Til testen - Jeg fik taget en tuberkulose/mantoux test på Næstved sygehus d. 17. marts. Her fik jeg sprøjtet en lille smule væske ind under huden, som skabte en lille bule. Jeg skulle så til tjek d. 20 - tre dage efter. Hvis jeg havde haft tuberkulose ville den lille bule været hævet, men allerede om aftenen da jeg fik indsprøjtningen kunne man ikke se noget, og jeg var næsten helt i tvivl om i hvilken arm jeg enlig havde fået lavet det. Men som der blev sagt, da jeg fik indsprøjtningen - "altid i venstre arm". Jeg nåede da heller ikke mere end lige ind på sygeplejerskens kontor, før jeg fik lov til at gå igen! Så ingen tuberkulose til mig, ja tak.

Nu går tiden jo stille og roligt, og tiden til min afgang imod USA kommer nærmere og nærmere for hver dag. Der er 20 dage til forberedelsesmøde i KBH, og kort efter begynder eksamenerne og så kommer tiden derfra bare til at flyve afsted. Glæder mig så vildt meget! - Eller jeg glæder mig, men ikke fuldt ud, men de skyldes mest af alt at jeg endnu ikke har fået en familie. Suk... Går bare og venter, og hver gang min eller vores fastnettelefon ringer får jeg et kæmpe chok, og jeg bliver bare spændt ved tanken om, hvem der ringer. 

Håber at jeg ikke er den eneste der sidder uden familie - hvilket jeg dog formoder siden vi stadig er et stykke fra sommer, men vi må bare holde hovedet højt! De bedste ting sker, når man mindst venter det! :D

Hyg jer til næste gang

Nadja

P.s. Hvis der sidder en Celine og læser, der har kommenteret mine 'andre udvekslingsstudenter', så kan jeg altså ikke se din kommentar. Hvis du ville linke til din blog i en anden kommentar, så ville det være genialt :D  

Enden på papirarbejdet...

Så var det ved at være tid til at høre noget fra mig, og det skal i selvfølgelig ikke snydes for. D. 17 februar fik jeg sendt min lægeerklæring til MyEducation - efter at den havde ligget i stilstand hjemme hos mig i 2 uger, hvor jeg ikke havde fået taget sammen til at få mine forældre til at skrive den under og sende den afsted - lille ups. Men skidt pyt. Jeg fik hurtigt svar tilbage, at jeg skulle have taget en vaccine (Di-tek-ki), som jeg dog allerede var klar over, at jeg manglede, og som jeg skulle have lavet d. 24 sammen med min anden omgang hepatitis B vaccine.
Så afsted jeg måtte til lægen, og en dag efter fik jeg sendt et scan af mine vaccinationer afsted + mit nye pas (er der en naturlov, der bestemmer at pasfotos skal være grimme? jeg spørger bare, for alle mine er, ja, ikke just kønne).
    Og så kom den dejlige nyhed - Jeg fik mail tilbage fra MyEducation om, at mine papirer nu ligger i USA, og at de er begyndt at finde min familie. Yeah! Kan ikke vente til at finde ud af, hos hvem jeg skal bo hos det kommende år, og det er meget mærkeligt hele tiden at gå rundt med en stor uvished om, hvor man skal være. Det er sku svært at se frem til noget man ikke kender endnu helt præcist, må jeg sige - men til tider er ekstasen over at jeg skal af sted ikke til at leve med.
     Dog støder jeg tit på den tanke med: 'det kommer jeg ikke til at opleve i Danmark', 'det kommer min familie til at gøre uden mig', 'det kommer jeg til at gå glip af'. Dog er jeg ikke ked af det, jeg kommer til at opleve så meget andet, men det er bare underligt at tænke på, at man ikke er i landet om et halvt år.
     Der stod også i mailen, at jeg skulle forberede mig til, hvad jeg ville have lyst til at spørge min kommende familie om - hvis de ringede, som det første! Jep, det er rigtigt. Nogle familier ringer inden at eleven har fået deres placering af vide fra deres organisation, så de får de direkte besked fra familien. Ikke noget jeg just er glad for, da jeg nok mest af alt vil gå lidt i baglås og ikke kunne finde hoved og hale på det hele, og heller ikke vide hvad jeg skulle sige i sådan en situation - jeg skal nok lige have lidt tid til at lade det falde ind, før jeg vil have det godt med at snakke med dem.
     Så nu er det bare med at vente til at det gyldne opkald kommer, og jeg får af vide at jeg skal til Nordkorea i stedet... :)

Håber i nyder liv, og har det godt
Mange hilsner
Nadja