søndag den 26. april 2015

Hvad blev der af tiden?

Efter at have trippet siden d. 1. marts for flybiletter hjem, fik jeg dem (endelig) d. 27. marts. Så jeg kan nu sige at jeg lander på dansk jord igen d. 1. juni, 2015, kl. 14:45 efter at have været langt hjemme fra i præcist 10 måneder.


Claudia skal flyve hjem dagen før mig, så det kommer til at være virkelig mærkeligt at være her uden hende og sige farvel til hende, vel vidende at hvad hun går igennem, skal jeg igennem den næste dag. Hun skal flyve om morgenen og jeg om aftenen den efterfølgende dag, så hun ankommer i Italien om morgenen og ikke ligesom mig om eftermiddagen i Danmark.

Det er en splittet følelse jeg har, efter nu at have modtaget mine billetter hjem, der cementerer at det hele er ved at komme til en ende. På den ene side kan jeg ikke vente med at se min familie igen og give dem et stort kram, men der stopper det hele også. For på den anden side er tanken om at forlade Tennessee og min nye familie skræmmende og fyldt med en masse ubekendte faktorer. Hvornår kommer jeg tilbage, vil jeg nogensinde komme tilbage, kan jeg holde kontakten med dem, hvornår vil jeg se Claudia igen og en masse andet. Ville næsten bare ønske, at jeg kunne flyve hjem og besøge Danmark, og så vende tilbage til Manchester efter et stykke tid. Som min værtsfar har sagt: "Din mor har haft dig i 16 år, så nu får vi lov til at have dig de næste 16 år". Det lyder måske lidt ondt overfor min danske familie, men de her mennesker betyder så meget for mig, at tanken om at komme hjem til et helt normalt liv i Danmark, virker så fjernt. Jeg elsker begge mine familier himmelhøjt, og ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden nogen af dem, samt min nye søster i Italien. Det bliver underligt ikke at have en søster på ens egen alder men 2 mindre brødre, som man skal tilbage at være storesøster for. Men tiden nærmer sig med uhyggelig hurtige skridt, og jeg prøver så småt at vænne mig til tanken om ikke at være i Tennessee mere. Kan stadig huske da jeg fik at vide at jeg skulle til Tennessee, ja bare det at blive valgt til at deltage i programmet. Følelsen om at der stadig var en million år inden det hele gik løs og det kunne ikke gå for stærkt - hvorimod tiden godt kunne stå stille nu. Eller i starten af året hvor alting stadig var fremmet og underligt til nu at være helt normalt. Tiden i USA virkede endeløs og nu er der kun 1 måned tilbage, som kommer til at flyve afsted med lynets hastighed. Men kan kun sige, at jeg er uendelig glad for at have fået denne chance. Det, at en familie kan virke så fremmede, når man først ankommer, og så hurtigt blive familie og nogle man sætter stort pris på, er utrolig. Jeg ville aldrig havde været foruden denne oplevelse! Dog har jeg jo stadig 1 måned tilbage i dette skønne sted, som helt sikkert ikke skal spilles! Jeg vil nyde den næste tid fuldt ud og bare være til stede hér for jeg får det aldrig tilbage igen.







Alt godt fra havet

Det her indlæg bliver nok lidt langt, men det er lidt af en opfølgning/opsummering på flere ting som jeg er for doven til at lave til individuelle indlæg, så overlev med et lidt længere indlæg - man kan jo altid læse det i bidder ...

Debut i radioen

D. 13. december havde jeg min debut i radioen! Okay, godt nok kun den lokale radio på radioprogrammet "thunder radio", men hey, man skal jo starte et sted. Min svømmetræner havde sagt at han gerne ville have mig med i radioen sammen med 2 andre fra holdet, så det var jo bare med at tage chancen imens man havde den - som en god udvekslingsstudent siger man aldrig nej. Thunder radio broadcaster om lokalsport, så det er den kanal man tuner ind på for at høre en football, basketball eller softball match, hvor de ofte live streamer fra hvis der er en hjemmekamp. Derfor var svømmeholdet inviteret ind til at tale lidt. De sender fra det lokale Ford værksted - så high tech er det. Alle os svømmere der var der fik en t-shirt fra radioprogrammet, og vi skulle også signere en af de to football hjelme, som alle deres gæster gør. Jeg var lidt urolig over om jeg ville snuble over ordene, men det var ikke særlig slemt og min søster hørte det i radioen og sagde, at jeg snakkede rigtig godt engelsk, så det er jo altid dejligt! Radioværten var virkelig venlig, men jeg gik fra at være Nadja til at være Na-DI-a, hvilket min værtsfar gjorde lidt sjov med bagefter.

Concession stand

Fra cross country blev vi bedt om at stå i the concession stand, som praktisk talt er en kiosk, der er i løbet af, i det her tilfælde, basketball kampene. Så vi skulle styre kiosken, hvor vi solgte diverse slik, popkorn, drikkevarer, pizza og cookies. Salget gik så til cross country holdet, så vi var et par stykker der stod i boden. Vi skiftede lidt, så nogle også kunne se kampene der blev spillet, og pigerne vand deres kamp efter 3 gange overtid, så det var virkelig vildt! Desværre var jeg i boden på det tidspunkt, så vi måtte høre det fra de få personer, der valgte at købe noget på dette højspændte tidspunkt. Det var virkelig sjovt og dejligt at få noget af holdet samlet igen.

Capitol tur & Nashville

Vores udvekslingsgruppe tog i januar til Nashville for at se deres Capitol (bygning hvor the Tennessean Senate og House holder til) The Capitol ligger på Capitol Hill, som er det højeste punkt i byen, så man kan se over det meste af Nashville derfra. Vi fik en rundvisning derinde og lidt facts så vi kom rundt og se de forskellige rum hvor de arbejder, stemmer og hvor Staten's Supreme Court hører til. 
The Capitol








Regionals - svømning

Selvom svømning nu er slut, kan jeg vel godt skrive om vores sidste meet - nemlig regionals! Det er altså en regional konkurrence mellem de bedste svømmere i det område og man skal svømme en bestemt tid for at kvalificere. Tror vi havde ca. 12 svømmere med til regionals. Vi kunne nemlig tage ekstra svømmere med til at svømme relays, så selvom nogle ikke hade kvalificeret pga. deres egen tid kom de stadig med. Hele svømmeholdet fik fri d. fredag som det blev afholdt og vi kørte i bus fra skolen til Nashville kl. 8 om morgenen. Stemningen var super god, selvom mange af os bare var med for at heppe (Hvilket var situationen i mit tilfælde). Da der var utrolig mange svømmere, var der hele tre opvarmningsrunder så alle kunne opvarme - og vores skole's hold optog ikke engang én hele bane! Og det skal siges at der var tre bassiner! Det var rigtig livligt og tog det meste af dagen. Vores eneste dreng der svømmede formåede at sætte ny skolerekord og det samme gjorde et af vores relay hold, så alt i alt gjorde vi det rigtig godt. I det aquatics center vi var i, var der også en skøjte bane, men jeg nåede desværre ikke at prøve det, men der var nogle af de andre fra holdet der gjorde - nogle bedre end andre ;) Efter en afsluttet konkurrence dag tog vi på O'Charley's for at runde hele dagen af med et godt måltid betalt af vores trænere.










Track 

Da svømning nu er overstået er det til tid forårssport. På min skole har vi tennis, softball og track for piger og jeg valgte at prøve track, da jeg ikke rigtig kan komme ind på nogle af de andre hold. Track er lidt ligesom atletik, så det forgår på en atletik bane og der er forskellige løbe discipliner, længdespring, højdespring, kugle stød og diskos kast. Jeg løber bare lige nu, men måske vil jeg prøve højdespring, man ved jo aldrig. Selvom jeg løb langdistance i cross country, er jeg nu gået hen til at løbe kortere distancer, sprints. Ingen af de andre piger er rigtig langdistance løbere, så jeg valgte sprints, for ikke at være helt alene med drengene og også for at prøve noget nyt. Jeg har løbet 100, 200 og 400m i vores meets, hvor 400m helt klart er min bedste. Dog mener min træner at jeg ville være endnu bedre i en 800m så måske skal jeg løbe det i et af vores meets.
Ps. Vidunderligt endelig at have distancer i meter! Så har man da en fornemmelse af hvor langt man løber ;)

Nadja