søndag den 17. august 2014

Skema

Nu har jeg været i USA i lidt over 2 uger, og jeg har endnu ikke fortrudt min rejse herover! Har endnu ikke nogle personer jeg vil sige er mine venner, hvilket er lidt trist. Jeg er nok ikke så åben, som jeg burde være imod nye mennesker, selvom jeg gerne vil være det - det er bare som om, at jeg helt har glemt hvordan man small-talker så det er virkelig svært for mig at have en samtale med nogen, hvilket er lidt frustrerende... Men efter 2 uger i skolen har jeg endelig fået mit ’endelige’ skema. I tirsdags gik jeg til min counselor (vejleder) for at få ændret min geometri klasse til algebra 2, da det var alt for let for mig - vi havde om linjer, hvordan man halverer en linje, vinkler og hvordan man kopierer sådan en, hvilket var langt fra spændende. Dette medførte også nogle andre ændringer, men nu er jeg glad for mit skema :) Her er en lille gennemgang af mit skema som er stort set det samme i 2. semester: 

CAD (computer-aided drafting):
CAD står for computer-aided drafting som har med skitser og tegninger ved hjælp af en computer at gøre. Her lærer vi at konstruere tegninger af konstruktioner, biler etc. både ved hjælp af papir og blyant men også med en computer. Vi er endnu ikke begyndt at 'lave noget' men læser omkring det lige nu - vi har lige lært hvordan tykkelser på streger og andre ting skaber en ordentlig skitse, og hvad de forskellige stregtyper betyder. Jeg kan rigtig godt lide dette fag, og tror det vil være en fordel, til når jeg starter på HTX. Dog er vi kun 2 andre piger i klassen, den 3. droppede ud, så det er lidt mærkeligt, men det er fint med mig J  

Algebra 2: 
Jeg startede ud med at have geometri, hvilket var mere end kedeligt, så jeg fik skiftet til algebra 2 som min italienske værtssøster også har - og med den samme lærer, så vi får det samme for i det, så vi kan hjælpe hinanden, hvilket er rigtig dejligt. Læreren er rigtig sjov og nem at forstå så fortryder på ingen måde skiftet. De andre elever er også rigtig søde, så jeg elsker algebra! Lige nu har vi om andengradsligninger, som jeg har haft om, men vi har om det på en anden måde og lærer andre ting, så det er rigtig interessant. 

English 3: 
Denne klasse er lettere svær når det drejer som om grammatik og forståelse af tekster, da der er så mange ord, jeg ikke forstår, men jeg kæmper og tror selv at mange af de andre i min klasse også finder det svært, så jeg er fin med det og kæmper videre. Læreren er meget kreativ og tror på, at vi alle lærer forskelligt og den første dag jeg var der, viste han en video om, hvordan man producere elever ud fra en standard form og fortæller dem én måde at tænke på, hvilket han er meget imod. Han er heller ikke bleg for at indrømme, at han har gjort noget galt eller har tabt os i en time, hvis han snakker meget og så gør han det anderledes næste gang. Vi skal bl.a. have et forløb om Edgar Allan Poe, vi skal lære at lave sofistikerede sætninger og hvordan Amerikas historie har formet landet og litteraturen - bliver så spændende!

Chemistry (Kemi):
Lige nu lærer vi om hypoteser, kontrol forsøg etc. hvilet er lidt kedeligt men også nyt, da vi aldrig har lært det på den måde. Lærer noget nyt hver dag, selvom jeg jo har haft kemi, men det er okay. Ikke videre begejstret over de ting vi laver, da vi kun kommer i laboratoriet 1-2 gange på ca. 2 måneder men vi laver en masse mini-labs (Vi har fx. forsøgt at finde ud af, hvor meget vand, der kan være på en penny og så med en sæbeopløsning - letter latterligt, men det var for at lære hvordan man udfører et helt eksperiment korrekt)

Homeroom: 
Efter 4. lektion har vi homeroom som er til for at sikre at alle er i skole og at ingen smutter i løbet af dagen. Her har vi tid til at lave lektier og læse op til vores tests  - nogle andre bruger også tiden på at sove, det er ikke unormalt at nogle elever ligger hen over deres borde og 'slapper af' - selv i timerne! Min homeroom teacher er virkelig sød, men jeg snakker ikke rigtig med nogle i den periode. 

PE (Idræt): 
Denne lektion fik jeg rykket rundt på pga. mit skift til algebra, så jeg har fået en ny lærer og nye klassekammerater. Vi har taget en quiz om fodbold (vores fodbold!) omkring spillets regler og historie og har spillet 'UEFA' (hvis der er nogle der kan huske det spil!), hvor man er 2-3 på hvert hold, med kun et mål og man går videre til næste rundte når man scorer. Det var lidt sjovt at være bedre til fodbold end de fleste af drengene men de undskyldte det med, at jeg jo også var fra Europa. De amerikanske drenge er ikke særlig gode til det men mexikanerne er dem der spiller fodbold her! De er virkelig gode! 

Efter første semester får jeg skiftet idræt ud med Økonomi, da idræt kun er for et semester, men dette er også den eneste ændring i mit skema ved semester skiftet.

World History (Verdenshistorie): 
Et spændende fag men ikke med de bedste elever. Deres uvidenhed kan nogle gange overraske mig, og dem jeg sidder ved bord samme med kan slet ikke høre efter eller sidde stille, hvilket er lettere irriterende. Jeg har verdenshistorie sammen med Claudia (min italienske værtssøster), hvilket igen er en fordel :) Vi har lige haft en hurtigt repetition af renæssancen og har nu om oplysningstiden og dens filosoffer, og vi skal også have om verdenskrigene og revolutionstiden m.m. Vi (Som i Claudia og jeg) blev rådgivet til ikke at tage amerikansk historie, da eleverne ville vide 100 gange mere end vi ville, da de har haft om det hele deres liv, så det ville være bedre for os at tage verdenshistorie, da det samtidig også ville være noget, vi ville kunne bruge til noget når vi vender hjem. 

French Honors (Avanceret fransk): 
Jeg valgte fransk for at vedligeholde mit franske, da jeg har haft det i 3 år. Dog er det meget anderledes, og det er meget om at huske ord og ikke så meget om det at kunne snakke fransk. Derfor har mange af de andre elever en rigtig dårlig udtale og faktisk meget lille ordforråd. Selv et ord som 'nat' (nuit) kan nogle af dem ikke, selvom de har haft de i 1-2 år. Jeg lærer lidt men ikke meget, men jeg holder det vedlige, så jeg ikke glemmer det, hvilket er meget dejligt. Læreren er en ældre dame, som min værtsfar har haft i skolen! Hun er lidt småforvirret, så der er ikke mange, der tager timerne seriøst. Det er både niveau 2 og 3 elever der er blandet sammen (honors = niveau 3) men man kan ikke rigtig mærke forskellen.
Folk bliver oftest overrasket over, hvor godt Claudia og jeg snakker engelsk som et fremmedsprog. Vi har haft det i ca. 7 år begge to og de fleste amerikanerne har kun haft deres fremmedsprog i 1. år eller lige begyndt - rigtig mange har spansk da der mexikanere i det meste af USA, så når de sammenligner deres evner på et fremmedsprog bliver de lidt forbløffede. Og når de sår hører at jeg også har haft fransk og tysk i tre år og at Claudia snakker polsk (pga. hendes mor er fra Polen) og også har haft tysk, taber de kæben. Det er også sjovt at sige at men forstår lidt svensk og norsk (hvilket jo er rigtige!) da de bare bliver endnu mere forbløffede. For at vende tilbage det med spansk - mange ting står både på engelsk og spansk, så det er ikke så mange der vælger fransk da det ikke rigtig er brugbart her, hvilket jeg enlig godt kan forstå. Fransklæreren udtaler også ord på fransk anderledes, end min danske fransklærer ville pga. hendes amerikanske accent, så det er svært at forstå hende og de andre elever nogle gange. Tror generelt det er svært for amerikanere at snakke uden accent, for Claudia forsøgt at få mig og Martin (værtsfar) til at snakke italiensk og polsk, og jeg sagde også noget på tysk, og Martin blev ved med at udtale ordene med en amerikansk accent, imens Claudia sagde til mig, at jeg havde en god og rigtig udtale, haha.

Lige nu har vi noget tordenvejr som vi har haft 3-4 gange siden jeg ankom sammen med kraftig regn - når det regner her så kommer det på én gang. Men temperaturen er på omkring 30 grader hver dag og senere på ugen skulle det gå hen og blive omkring 34 grader, så det kunne være værre ;) 
Alt for nu - jeg vil snakke med min værtsfar om at komme på skolens fodboldhold selvom det er et halvt år siden jeg har spillet og er totalt ude af form, men jeg tror det vil være godt at lave noget, så jeg også kan få nogle venner, da der ikke rigtig er tid til at snakke med nogen i skolen. 

Alt for nu, og håber i har det godt
Knus

Nadja

torsdag den 7. august 2014

Første skoledag

Så er min første skoledag her i USA overstået, og jeg overlevede imod al forventning! Det er dejligt at være startet i skole, så man ikke bare trisser rundt derhjemme men rent faktisk laver noget - for mig er det i hvert fald det mest komfortable. Dog er skole skole, og det er ikke blevet mere sjovt at gå i skole, ved at det er i USA - men det er heller ikke blevet mere kedeligt! Man skifter lokale imellem alle lektionerne som vi har 7 af hver dag + home room (det er en slags lektietid/studietid). Imellem hver af dem har vi 5 minutter til at gå fra hver klasse, og det skal siges - det er ikke nemt! Jeg skal konstant gå fra den ene ende af skolen til den anden, hvilket er ret frustrerende og stressende da man hele tiden skal skynde sig til den næste time med et stort menneskemylder foran sig da alle de andre også skal gå til nye lokaler. 
      Derfor er gangene overfyldte og folk spurter ud af klassen lige så snart klokken ringer. Ikke hvor i Danmark man tager det hele mere stille og roligt. Først fik jeg mit skema med alle mine timer, som jeg havde valgt om fredagen, hvor jeg blev skrevet ind, og så blev jeg fulgt rundt på skolen af en af de elever, der arbejder der nogle gange pga. de har så mange point, at de ikke behøver flere (tror jeg det er…). Det var meget dejligt men resten af dagen gik jeg med mit kort tæt klistret til mit ansigt. Rigtig mange var søde og spurgte om de kunne hjælpe mig - alle her virker bare så hjælpsomme hele tiden, hvilket er virkelig dejligt! 
      Jeg har lært nogle at kende men heller ikke mere end det, men indtil videre er det fint med mig - det skal nok komme før eller siden! Har ikke fået noget seriøst for hjemme endnu men det skal nok komme… Claudia, min italienske værtssøster (hun ankom mandag aften), startede i skole i dag og jeg fik lov til at gå rundt på skolen sammen med hende (den samme tur som jeg havde været på om mandagen), hvilket var meget rart for mig men i hæjeste grad også for hende tror jeg. Det er super dejligt at hun også er startet, og vi har frokost sammen (der er tre forskellige) og world history så det er meget dejligt. Nu kan den dag krydses af listen, og lige nu forsøger jeg bare at falde til, men det er endnu ikke blevet 'hverdag', hvor alting bare kører derud af og alt er normalt og som det plejer - tror der vil gå en måned eller to inden det sker ;) 

Skolens 'tegn' - Coffee County Central High School (CCCHS)

Ikke et billede jeg har taget, men noget der er på google (men sådan ser min skole altså ud. Eller noget af den...)
Alt for nu - håber alt er som det skal være derhjemme 
Knus

Nadja 

søndag den 3. august 2014

Jeg er her!!!

Så er jeg endelig i USA og jeg er allerede blæst væk af alle de nye indtryk!

Turen her over var noget hektisk, sagt mildt... Kl. 8 kørte vi hjemmefra for at køre til lufthavnen, hvor jeg fik tjekket alt ind og sagt farvel til min familie. Her fandt jeg så de to andre jeg skulle rejse sammen med, men kun til Atlanta, da de skulle til Alabama. Vi havde ikke nogle sæder, så vi skulle vente til alle andre kom på flyet til JFK, før vi fik vores pladser - heldigvis kom jeg til at sidde sammen med den ene af dem. Fik slået tiden ihjel med noget musik, tv-serier og lidt læsning i "giganternes fald". Herefter skulle vi igennem immigrationen og told. Tolden var et stort rod med nogle sindssyg dårlige køer, hvor alle trampede hinanden ned for at komme forrest. Herefter fik vi lidt mad (som var møg dyrt!) og så skulle vi imod Atlanta. Fik sover lidt i flyet til Atlanta, og da vi landene var det tid til at tage afsked med Frederik og Anne-Sofie.
Herfra blev alt så noget lort rent ud sagt - på mit boarding kort stod der ’seat request’ så jeg havde altså ikke en plads heller denne gang. Og da de så småt begyndte at boarde blev det hele lidt anspændt blandt os der var tilbage. Det endte så med, at jeg og to andre ikke kom med. Så stod man der i Atlanta kl. 23 - efter at have været oppe i 22 timer og var palle-alene-i-verden. Heldigvis blev jeg booket til et fly kl. 8:30 næste dag og jeg fik også et hotelværelse som plaster på såret. Dog virkede min telefon ikke, så jeg fik efter noget tid fundet en telefon, der heldigvis var gratis at bruge, så jeg kunne ringe til min værtsmor og forklare situationen. Så måtte jeg finde en shuttle-bus ud til hotellet, men fordi det var så nyt, stod det ikke på skiltene. Heldigvis var alle meget søde til at hjælpe med og efter noget tid og irritation kom den endelig og jeg lå i min store seng kl. 0:30. Heldigvis fik jeg også gratis toiletting med mig fra flyselskabet, selvom jeg dog havde mine egne. Så måtte jeg op kl. 5 for at være totalt sikker på at komme med flyet for denne gang skulle det lykkes! Det gjorde det også og kl. 8:20 (jeg skiftede tidszone...) kunne jeg sige hej til min over-skønne værtsfamilie!

Citat fra shuttle-bus kl. 5:30 om morgene:
 Chauffør: ”Who aren’t traveling with Delta?” Ingen svarer, da vi alle 3 gjorde det
 Mand: ”The question is - who didn’t travel with Delta this night?” Chauffør: “EVERYBODY!”


Min skønne bror på vejen til lufthavnen

Atlanta lufthavn - eller i hvertfald en bid af den
Min dejlige værtsmor og jeg

Indtil videre er alt super godt, og jeg er blevet indskrevet på skolen, så jeg kan begynde mandag! Har allerede set så meget, at jeg kunne blive ved med at skrive! Har været i Wallmart (hvilket er et sindsygt sted- Bilka gange 100!), været på rundtur med min værtsfar hos den lokale mekaniker og alle hans andre venner. Gud, hvor er nogle af dem svære at forstå!! Har også ventet 2 timer på at få en bilsolgt, været på farmen hurtigt, set film hos min værtsbror, været i Hobby Lobby (noget ala. Panduro bare, igen, 100 gange større og de har allerede deres juleting ude!), lært hvad en redneck er, været i poolen, besøgt Martin's bror og hans kone, og set alle de pick-ups, der findes i denne verden (De kører alle sammen i dem!!!)


Over and out
Nadja