Claudia skal flyve hjem dagen før mig, så det kommer til at være virkelig mærkeligt at være her uden hende og sige farvel til hende, vel vidende at hvad hun går igennem, skal jeg igennem den næste dag. Hun skal flyve om morgenen og jeg om aftenen den efterfølgende dag, så hun ankommer i Italien om morgenen og ikke ligesom mig om eftermiddagen i Danmark.
Det er en splittet følelse jeg har, efter nu at have modtaget mine billetter hjem, der cementerer at det hele er ved at komme til en ende. På den ene side kan jeg ikke vente med at se min familie igen og give dem et stort kram, men der stopper det hele også. For på den anden side er tanken om at forlade Tennessee og min nye familie skræmmende og fyldt med en masse ubekendte faktorer. Hvornår kommer jeg tilbage, vil jeg nogensinde komme tilbage, kan jeg holde kontakten med dem, hvornår vil jeg se Claudia igen og en masse andet. Ville næsten bare ønske, at jeg kunne flyve hjem og besøge Danmark, og så vende tilbage til Manchester efter et stykke tid. Som min værtsfar har sagt: "Din mor har haft dig i 16 år, så nu får vi lov til at have dig de næste 16 år". Det lyder måske lidt ondt overfor min danske familie, men de her mennesker betyder så meget for mig, at tanken om at komme hjem til et helt normalt liv i Danmark, virker så fjernt. Jeg elsker begge mine familier himmelhøjt, og ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden nogen af dem, samt min nye søster i Italien. Det bliver underligt ikke at have en søster på ens egen alder men 2 mindre brødre, som man skal tilbage at være storesøster for. Men tiden nærmer sig med uhyggelig hurtige skridt, og jeg prøver så småt at vænne mig til tanken om ikke at være i Tennessee mere. Kan stadig huske da jeg fik at vide at jeg skulle til Tennessee, ja bare det at blive valgt til at deltage i programmet. Følelsen om at der stadig var en million år inden det hele gik løs og det kunne ikke gå for stærkt - hvorimod tiden godt kunne stå stille nu. Eller i starten af året hvor alting stadig var fremmet og underligt til nu at være helt normalt. Tiden i USA virkede endeløs og nu er der kun 1 måned tilbage, som kommer til at flyve afsted med lynets hastighed. Men kan kun sige, at jeg er uendelig glad for at have fået denne chance. Det, at en familie kan virke så fremmede, når man først ankommer, og så hurtigt blive familie og nogle man sætter stort pris på, er utrolig. Jeg ville aldrig havde været foruden denne oplevelse! Dog har jeg jo stadig 1 måned tilbage i dette skønne sted, som helt sikkert ikke skal spilles! Jeg vil nyde den næste tid fuldt ud og bare være til stede hér for jeg får det aldrig tilbage igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar